Krydrede oksekødsspyd med bagte grøntsagspakker og en frisk yoghurtsauce - også oplagt til grillen.
Pres spyddene af hakket oksekød fra Højvang Økologi.
Det skal du bruge
Oksekødsspyd
- 8 grillspyd
- 400 g hakket oksekød
- 2 store kartofler
- 2 store løg
- 10 stilke frisk timian
- 1 bundt persille
- 1 tsk. salt
- Peber
Yoghurtsauce
- 2,5 dl yoghurt
- Saften af ½ citron
Grøntsagspakker
- 200 g kartofler
- 4 gulerødder
- 4 jordskokker
- 1 løg
- ½ blomkål
- Ca. 50 g smør
- 4 stængler rosmarin eller timian
- 2 fed hvidløg
- Salt, peber
Sådan gør du
Spyd
- Hak krydderurterne og kom halvdelen i det hakkede oksekød sammen med fint hakket løg, revet kartoffel, salt og peber. Bland farsen godt og del den i 8. Pres farsstykkerne om grillspyddene.
Dressing
- Kom den anden halvdel af krydderurterne i yoghurten og smag til med citron, salt og peber. Stil dressingen koldt indtil servering.
Grøntsagspakker
- Rengør grøntsagerne. Skær kartofler, gulerødder, jordskokker og løg i skiver og del blomkålen i buketter.
- Fordel det hele på 4 stykker bagepapir (ca. 45 × 35 cm) i en bunke på midten. Kom en lille klat smør, salt, peber, fint hakket hvidløg og krydderurter ovenpå grøntsagerne. Luk pakkerne med et stykke fugtigt bomuldssnor - lukningerne skal være ovenpå, og pakkerne skal slutte tæt, så smørret ikke løber ud.
- Bag grøntsagspakkerne ved 200 grader i 20-30 minutter. Steg spyddene på en pande og server med den kolde yoghurtsauce.
Tip: Retten er også meget velegnet til grill.
Denne opskrift er venligst udlånt af Økologisk Landsforening.