Højvang Økologi begyndte som en malkegård. Da banken solgte gården, var det naturplejen, der pegede mod en ny start - og i dag bygger far og søn det hele op igen med naturen som omdrejningspunkt.
Da banken solgte gården
Ole var mælkeproducent indtil udgangen af 2016. Gården lå klemt inde mellem skove, så der var ikke arealer nok tæt på, hvor køerne kunne komme ud - og dermed heller ikke plads til at udvikle mælkeproduktionen. Derfor måtte vi tænke nyt og tage dyrene ud på naturarealer længere væk fra gården. På den måde blev naturpleje vores vej frem, og egentlig var det den, der skulle have reddet gården. Men sådan gik det ikke - banken valgte at sælge gården under os.
Det gjorde ondt. Men naturplejen havde vi lavet i mange år, og kødet havde vi solgt hjemmefra på hjemmesiden lige så længe. Selv i Oles fars tid kom køerne ud i engene - dengang hed det bare at passe naturen.
En drøm om at overtage gården
Andreas havde drømt om at overtage gården en dag. Da den drøm forsvandt med tvangssalget, valgte vi at vende det til noget nyt: At bygge en bedrift op igen i fællesskab. "Vi begynder med noget, der er endnu sjovere", sagde Ole dengang til Andreas. Det blev et generationsskifte af en anden slags - far og søn, der starter forfra med det, vi er bedst til.
Ny start med de gamle røde køer
Da gården var solgt, fik Ole arbejde på Knuthenlund Gods, der havde en besætning af den gamle røde race, RDM1970. De køer fik vi med derfra, og de gamle røde køer kom på den måde til at bære en ny start.
Vi fandt en invester, der troede på idéen, og byggede besætningen op igen omkring dem. Det er rolige dyr og dygtige naturplejere, og racen er udgangspunktet for det avlsarbejde, vi laver i dag.
Andreas' plan for fremtiden
Andreas vil på sigt kombinere malkekvæg med naturpleje. Han køber robuste krydsningskalve ind - typisk malkekvæg krydset med angus - og arbejder ved siden af som driftsleder på et gods. Drømmen er på sigt en flok på omkring 100 malkekøer, der kombineres med afgræsningen og leverer græsmælk til Thise. Måske bliver de malket i en mobil malkestald, der kan køre med ud i naturen. De gamle røde RDM1970-dyr bliver ved med at være en del af besætningen.
Det er samtidig en måde at komme i gang som ung landmand uden at stifte store millionlån - og lidt efter lidt vokser flokken. I dag tæller besætningen omkring 120 dyr, der passer cirka 400 hektar natur, og målet er omkring 50 nye hektar om året.
Der er rigtig meget win-win i den vej, vi har valgt. Det er en succes for naturen, dyrene trives, og det giver et helt særligt græsfodret oksekød. Læs mere om græsfodret oksekød fra naturpleje.